X
GO
da-DKkl-GL
Historie

 

Historie

Sulisartut Højskoliat "den grønlandske arbejderhøjskole" blev bygget i 1977 og fik de følgende år flere tilbygninger. Etableringsudgifterne var delvist lån fra Undervisningsministeriet og delvist et tilskud fra det danske LO.
Driften af Sulisartut Højskoliat bygger på tilskud fra Grønlands Selvstyre samt udlejning til private såvel som offentlige institutioner og virksomheder.
Baggrunden for Sulisartut Højskoliat var ønsket om at få etableret et uddannelsessted for GAS (Grønlands Arbejder Sammenslutning) tillidsrepræsentanter. GAS fik i 1984 navnet S.I.K. (Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Katuffiat); SIK er den største lønmodtagerorganisation i Grønland.


Sulisartut Højskoliat er en selvejende institution med hjemsted i Qaqortoq. I vedtægten kan man læse: " Højskolens opgave er dels at give unge arbejdere og andre elever fra by og bygd en almendannende undervisning, dels at tilbyde elever kompetencegivende undervisning, samt undervisning, der omfatter prøveforberedende undervisning, og dels at give kursusundervisning til arbejderbevægelsens medlemmer, medarbejdere og tillidsmænd".

Vi tilbyder to årlige højskoleophold i 18 uger for 55 elever i hvert hold, henholdsvis fra januar til maj måned og fra august til december. Endvidere afholder vi ungdomskurser, kurser vores tillidsfolk under S.I.K. i samarbejde med Oplysnings- og Undervisningsfonden, tilbyder møder, events, konferencer og kurser for grupper under LO i Danmark og ind imellem fra ABF Norden.

 

SIK's hovedbestyrelse, repræsentantskab og fondenes bestyrelser afholder deres årlige enten møder, kurser eller konferencer, og forskellige foreninger, selskaber o.l. afholder tillige enten deres kurser eller møder hos os. Fra juni og frem til primo september modtager vi vores turister fra vores samarbejdspartnere fra Danmark, Skandinavien og ind i mellem fra de vestnordiske lande.

 

Højskolen ejer gamle bevaringsværdige bygninger fra Brødremenighedens / Herrnhutternes tid samt nyere bygninger i Alluitsoq/Lichtenau, som enten skal restaureres eller renoveres de kommende år i samarbejde med forskellige interessenter.

 

I dag tilbyder Sulisartut Højskoliat gode møde- og kursusfaciliteter i et natur-skønt område ned mod Storesøen. Vi ligger centralt i Sydgrønland og har gode forbindelser til og fra byen med helikopter og skib. Sulisartut Højskoliat kan tilbyde transport og udflugter overalt i Sydgrønland.