|
|
Historie
 Sulisartut Højskoliat "den grønlandske arbejderhøjskole" blev bygget i 1977 og fik de følgende år flere tilbygninger. Etableringsudgifterne var delvist lån fra Undervisningsministeriet og delvist et tilskud fra det danske LO. Driften af Sulisartut Højskoliat bygger på tilskud fra Grønlands Hjemmestyre samt udlejning til private såvel som offentlige institutioner og virksomheder. Baggrunden for Sulisartut Højskoliat var ønsket om at få etableret et uddannelsessted for GAS (Grønlands Arbejder Sammenslutning) tillidsrepræsentanter. GAS fik i 1984 navnet SIK (Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Katuffiat); SIK er den største lønmodtagerorganisation i Grønland. Sulisartut Højskoliat er en selvejende institution med hjemsted i Qaqortoq. I vedtægterne kan man læse at: Højskolens opgave er dels at meddele unge arbejdere og andre elever fra by og bygd en almendannende undervisning, dels at give kursusundervisning til arbejderbevægelsens medlemmer, medarbejdere og tillidsmænd.
Princippet i driften af Sulisartut Højskoliat er det samme som på danske højskoler og LO-skolen i Helsingør. Vi tilbyder vinterskolekursus på omkring 20 uger, ungdomskursus på 3 uger, kursus for SIK´s ældremedlemmer, kurser for SIK´s tillidsrepræsentanter samt kurser for danske og nordiske grupper. Sulisartut Højskoliat afholder kurser for godt 1200 kursister i 49 uger om året. Gennemsnitsprisen per kursist er naturligt meget høj, da rejsetiden til og fra et kursus kan vare op til 8-10 dage. Transportmidlerne er fly, helikopter og skib og da der er meget store afstande i Grønland er transportomkostningerne også ofte den tungeste omkostningspost på et kursus på Sulisartut Højskoliat.
I dag tilbyder Sulisartut Højskoliat gode møde- og kursusfaciliteter i et naturskønt område ned mod Storesøen. Vi ligger centralt i Sydgrønland og har gode forbindelser til og fra byen med helikopter og skib. Sulisartut Højskoliat har egen båd og kan tilbyde transport og udflugter overalt i Sydgrønland.
|